den rumlige opløsning af ethvert billeddannelsessystem defineres som dets evne til at skelne to punkter som adskilt i rummet. Rumlig opløsning måles i enheder af afstand såsom mm. jo højere rumlig opløsning, jo mindre afstand, der kan skelnes.
rumlig opløsning er almindeligvis yderligere underkategoriseret i aksial opløsning og lateral opløsning.
aksial opløsning, også kendt som langsgående, dybde eller lineær opløsningsopløsning er opløsning i retningen parallelt med ultralydstrålen. Opløsningen på ethvert tidspunkt langs strålen er den samme; derfor påvirkes aksial opløsning ikke af billeddybden.
aksial opløsning = rumlig pulslængde / 2 eller (#cykler i pulsens bølgelængde)/2
det er klart, fra ovenstående ligning kan vi se, at ethvert mål, der forkorter længden af ultralydspulsen, forbedrer aksial opløsning. For eksempel bør reduktion af antallet af cyklusser i pulsen eller forøgelse af pulsfrekvensen forbedre aksial opløsning.
som kontrast defineres lateral opløsning som systemets evne til at skelne mellem to punkter i retningen vinkelret på ultralydstrålens retning. Det er også kendt som en opløsning. Lateral opløsning påvirkes af bredden af strålen og dybden af billeddannelse. Bredere bjælker afviger typisk længere i det fjerne felt, og enhver ultralydstråle divergerer i større dybde, faldende lateral opløsning. Derfor er lateral opløsning bedst på lave dybder og værre med dybere billeddannelse.
tidsmæssig opløsning er evnen til at registrere, at et objekt er flyttet over tid. Med henblik på medicinsk ultralyd er tidsmæssig opløsning synonymt med billedhastighed. Typiske billedhastigheder i ekkobilledsystemer er 30-100 HS. Den tidsmæssige opløsning eller billedhastighed = 1 / (tid til at scanne 1 ramme). Tiden til at scanne en ramme er lig med pulsrepitieringsperioden med antallet af scanningslinjer pr.
almindelige midler til forbedring af billedhastighed inkluderer 1) indsnævring af billeddannelsessektoren, hvilket reducerer den tid, det tager at scanne en ramme 2) formindskelse af dybden, der mindsker PRP 3) formindskelse af linjetætheden, hvilket kræver færre linjer for at scanne en ramme (på bekostning af rumlig opløsning) 4) drejning af multifokus, hvilket reducerer antallet af nødvendige impulser pr.linje. Se nogle eksempler nedenfor: