Deese, Roediger og McDermott (DRM) opgave er et falsk hukommelsesparadigme, hvor emner præsenteres med lister over semantisk relaterede ord (f.eks.) ved kodning. Efter en forsinkelse bliver emner bedt om at huske eller genkende disse ord. I genkendelseshukommelsesversionen af opgaven bliver emner spurgt, om de husker tidligere præsenterede ord såvel som relaterede (men aldrig præsenterede) kritiske lokkeord (‘læge’). Typisk anerkendes det kritiske ord med høj sandsynlighed og tillid. Denne falske hukommelseseffekt er blevet demonstreret robust på tværs af korte (f.eks. øjeblikkelige, 20 min) og lange (f. eks. 1, 7, 60 d) forsinkelser mellem kodning og hukommelsestest. En styrke ved at bruge denne opgave til at studere falsk hukommelse er dens enkelhed og korte varighed. Hvis kodning og hentning af komponenter i opgaven forekommer i samme session, kan hele opgaven tage så lidt som 2 – 30 min. Selvom DRM-opgaven i vid udstrækning betragtes som et’ falsk hukommelsesparadigme’, betragter nogle forskere DRM-illusioner som baseret på aktivering af semantiske hukommelsesnetværk i hjernen og hævder, at sådanne semantiske gist-baserede falske hukommelsesfejl faktisk kan være nyttige i nogle scenarier (f.eks. at huske skoven for træerne; huske, at en ordliste handlede om “læger”, selvom det egentlige ord “læge” aldrig blev præsenteret til undersøgelse). At huske essensen af erfaring (i stedet for eller sammen med individuelle detaljer) er uden tvivl en adaptiv proces, og denne opgave har givet stor viden om hukommelsens konstruktive, adaptive karakter. Derfor bør forskere være forsigtige, når de diskuterer den samlede rækkevidde og implikationer af deres eksperimenter, når de bruger denne opgave til at studere ‘falsk hukommelse’, da DRM-hukommelsesfejl muligvis ikke afspejler falske minder i den virkelige verden, såsom falsk hukommelse i øjenvidnes vidnesbyrd eller falske minder om seksuelt misbrug.