c. 1300, olyfaunt, fra gammelfransk olifant (12c., moderne fransk kursist), fra Latin elephantus, fra græsk elephas (genitiv elephantos) “elefant; elfenben”, sandsynligvis fra et ikke-indoeuropæisk sprog, sandsynligvis via fønikisk (sammenlign Hamitisk elu “elefant”, kilde til ordet for det på mange semitiske sprog eller muligvis fra Sanskrit ibhah “elefant”).
staves igen efter 1550 på Latinsk model. Beslægtet med den fælles betegnelse for dyret på romansk og germansk; slaviske ord (for eksempel polsk slon’, russisk slonu) er fra et andet ord. Oldengelsk havde det som elpend, og sammenligne elpendban, elpento Kristian “elfenben,” men en forvirring af eksotiske dyr førte til olfend “kamel.”
Herodot nævner den (afrikanske) elefant, som i oldtiden og indtil 7c. C. E. også blev fundet nord for Sahara. “Ptolemæus Philadelphius, konge af Egypten (283-247 f. kr.), var først til at tæmme den afrikanske elefant og bruge den i krig; hans elefanter blev bragt fra Nubien,” og kartagerne lånte sandsynligvis ideen fra ham; “for i den Kartagiske hær, der besejrede Regulus i 255 f. kr., var der omkring 100 elefanter …. Det var let for kartagerne at skaffe elefanter, da dyret i antikken blev fundet hjemmehørende i regionerne i Nordafrika, nu kendt som Tripoli og Marokko (Plinius, N. H. viii.32).”
som et emblem for Det Republikanske Parti i amerikansk politik, 1860. At se elefanten” være bekendt med livet, få viden efter erfaring ” er en amerikansk engelsk daglig tale fra 1835. Elefantvittigheden var populær 1960 ‘erne-70’ erne.