membranøs nefropati (MN) hører til en familie af nyresygdomme, der er kendetegnet ved betændelse og overfølsomhed af glomeruli (glomerulitis) og/eller interstitium (nefritis) i nyrerne.2-4 den rapporterede årlige hændelse af MN udgør 5 til 10 tilfælde pr.5 MN er en immunologisk medieret sygdom, der er kendetegnet ved aflejring af immunkomplekser ved den glomerulære kældermembran ledsaget af en progressiv reduktion i nyrefunktionen hos de fleste patienter.2,4 efterhånden som sygdommen skrider frem, kan fortykning af den glomerulære kældermembran ses ved lysmikroskopi, og således blev sygdommen oprindeligt omtalt som “membranøs glomerulonephritis.”2,6 Immunaflejringer kompromitterer permeabiliteten af kapillærsløjferne, hvilket fører til proteinuri og ofte til et nefrotisk syndrom karakteriseret ved proteinuri, hypoalbuminæmi, hyperlipidæmi og ødem.7 MN tegner sig for cirka 20% af tilfældene med nefrotisk syndrom hos voksne.2 cirka en tredjedel af patienterne med MN vil fortsætte med at udvikle nyresvigt i slutstadiet inden for ti år.8 En anden tredjedel vil udholde kronisk proteinuri og symptomer på nefrotisk syndrom, mens en anden tredjedel vil opleve spontan remission.8
MN kan forekomme sekundært til en række kliniske tilstande, herunder infektioner (dvs.hepatitis B og syfilis), systemisk lupus erythematosus, kræft og lægemiddeltoksicitet.2 MN, der forekommer uafhængigt af andre kendte kliniske syndromer, kaldes primær membranøs nefropati (pMN). Denne tilstand er historisk blevet omtalt som” idiopatisk ” MN, fordi etiologien var ukendt. Klinikere indser nu, at MN er en organspecifik autoimmun sygdom, hvor cirkulerende autoantistoffer binder til et iboende antigen på glomerulære podocytter og danner aflejringer af immunkomplekser på de glomerulære kapillærvægge. Nylige kliniske undersøgelser har afsløret, at cirkulerende autoantistoffer mod podocyt M-type receptor for sekretorisk phospholipase A2 (PLA2R) kan måles hos 70% til 80% af patienterne med pMN.9 mens den terapeutiske tilgang til patienter med sekundær MN fokuserer på behandling af den underliggende sygdom, behandles patienter med pMN generelt med en immunsuppressiv strategi.10 det skal bemærkes, at en lille brøkdel af individer med sekundær MN kan vist sig at være positiv for anti-PLA2R.1-13 den kliniske betydning af dette fund er uklar. Forekomsten af anti-PLA2R autoantistoffer i sekundære former for MN kan simpelthen være tilfældig eller kan have en vis rolle i udviklingen og udviklingen af sygdommen.
niveauer af cirkulerende anti-PLA2R har vist sig at korrelere med klinisk sygdomsaktivitet målt ved niveau af proteinuri.14 Anti-PLA2R-niveauer har vist sig at være af værdi for at forudsige sygdomsforløbet, idet der blev rapporteret en sammenhæng mellem anti-PLA2R-niveauet og det kliniske resultat.15,16 nyresvigt er rapporteret at forekomme mindre hyppigt hos patienter med lave anti-PLA2R-niveauer,14 mens spontane remissioner er mindre almindelige hos patienter med høje niveauer.12,16 Gunnarsson og kolleger fandt også, at patienter med høje antistofniveauer krævede en immunsuppressiv behandling oftere end de lavere titere.16 denne gruppe observerede også, at antistof korrelerede med respons på immunsuppressiv terapi, defineret som tid fra starten af behandlingen indtil remission.16 flere undersøgelser har rapporteret, at patienter, der gennemgår immunsuppressiv behandling, viser et fald i anti-PLA2R-niveauer, og at autoantistofniveauer stiger under et tilbagefald.6,10,15,17-20 nylige data antyder, at hos PLA2R-ab-positive patienter forudsiger måling af PLA2R-abs ved afslutningen af behandlingen det efterfølgende forløb.21 og kolleger rapporterede, at pMN gentager sig hos op til 40% af patienterne efter nyretransplantation.22 risikoen for tilbagefald er højere, når anti-PLA2R autoantistoffer påvises før transplantationen.19