koden for Ur-Nammu er den ældste overlevende lovkode. Det blev skrevet på sumerisk sprog c. 2100-2050 fvt. Selvom forordet direkte krediterer lovene til Kong Ur-Nammu af Ur (2112-2095 fvt), mener nogle historikere, at de hellere skal tilskrives hans søn Shulgi.
“den første kopi af koden, i to fragmenter fundet på Nippur, blev oversat af Samuel Kramer i 1952; på grund af dets delvise bevarelse var det kun prologen og 5 af lovene, der kunne ses. Yderligere tabletter blev fundet i Ur og oversat i 1965, hvilket gjorde det muligt at rekonstruere omkring 40 af de 57 love. En anden kopi fundet i Sippar indeholder små varianter.
“selvom det vides, at der eksisterede tidligere lovkoder, såsom Urukaginas kode, repræsenterer dette den tidligste juridiske tekst, der findes. Det gik forud for Hammurabi-koden i omkring tre århundreder.
“lovene er arrangeret i casuistisk form af if-(forbrydelse), derefter-(straf) — et mønster, der skal følges i næsten alle efterfølgende koder. For den ældste eksisterende lovkode, der er kendt i historien, betragtes den som bemærkelsesværdigt avanceret, fordi den indfører bøder for monetær kompensation for kropslig skade i modsætning til det senere LEKS talionis (‘øje for øje’) princip i babylonisk lov; dog straffes kapitalforbrydelser af mord, røveri, utroskab og voldtægt med døden.
“koden afslører et glimt af samfundsstrukturen under den ‘sumeriske renæssance’. Under lu-gal (‘stor mand ‘eller konge) tilhørte alle medlemmer af samfundet en af to grundlæggende lag:’ lu ‘ eller fri person og slaven (mand, Arad; Kvindelig geme). Sønnen til en lu blev kaldt en dumu-nita, indtil han giftede sig og blev en ‘ung mand’ (guruer). En kvinde (munus) gik fra at være datter (dumu-mi) til en kone (dam), så hvis hun overlevede sin mand, en enke (nu-ma-su), der kunne gifte sig igen” (artikel om kode for Ur-Nammu, adgang til 02-04-2009).