Salme 104 præsenterer et herligt billede af Gud som skaber og et flot syn på den verden, Gud skabte.
salmens hovedemne er verdens orden og suveræniteten for den Gud, der skabte og opretholder den. Dette emne til gengæld indgyder tillid til, at Gud kan og vil bestille livet for dem, der søger Gud ved at holde dem i Guds hensigt og væk fra det onde.
Salme 104 trækker fra teologiske ideer, der ligner dem i skabelseshistorien i Første Mosebog 1:1-2:4a og oversvømmelseshistorien i Første Mosebog 6-9. I Første Mosebog 1:1-2:4EN Gud skaber verden ved at skubbe vandet tilbage, der dækkede jorden, så der er et sted for planter at vokse og dyr, inklusive mennesker, til at blomstre. Oversvømmelseshistorien siger, at da Gud så, at mennesker var helt bøjede mod det onde (6:5) besluttede Gud at vende skabelsen og starte forfra (note i 7:11 skete oversvømmelsen, da vandet fik lov til at krydse de grænser, Gud havde lavet).
men efter oversvømmelsen indså Gud, at mennesker stadig var tilbøjelige til ondskab (8:21B). Ikke desto mindre besluttede Gud at lade verden forblive intakt (8:21a). Dette løfte er det mest grundlæggende tegn på Guds nåde. Gud besluttede at være tålmodig med mennesker og ikke at straffe dem, som de fortjener at blive straffet.Salme 104: 24-30 beskriver igen Guds herredømme over alle Jordens skabninger. Gud er endda leviatans Herre, den mystiske havdyr, der undertiden opfattes som et symbol på kaos og ondskab (Salme 74:14). Afsnittet slutter med to vigtige påstande: Gud giver alle skabninger deres mad (104: 27-28), og Gud giver dem livets ånde, uden hvilken de ikke kunne overleve (vers 29-30). Det andet punkt siger i det væsentlige det samme som Genesis 2:7, der rapporterer, hvordan Gud skabte det første menneske fra Jordens Støv og derefter åndede i hans næsebor livets ånde.vers 24-25 giver et særligt interessant vidnesbyrd om Guds suverænitet og herredømme over skabelsen. Disse vers begynder meget som salmen begynder, ved at prise Gud for skabelsens vidunderlige værker. Vers 24 gør en ny udtalelse, imidlertid, at “i visdom har du gjort dem alle.”Udtrykket” i visdom “kunne også oversættes” med visdom.”Udtrykket antyder, at Gud skabte med stor dygtighed og indsigt, og at alle ting, der er skabt, har et formål. Denne erklæring er vigtig for at forstå de næste to vers.vers 25-26 fremhæver havet, som gamle israelitter ofte så som mystisk, ukontrollerbar og måske endda ond (bemærk, at Farao i udvandring er tæt forbundet med havet, og Jonas flygter fra Gud på havet). Som om at benægte, at havet er uden for Guds kreative formål, vers 25 opregner havet og alle dets skabninger som blandt de ting, Gud skabte “i visdom.”Vers 26 understreger denne visdom ved at navngive Leviathan, det store havmonster, som en del af Guds plan: “der går skibene, og Leviathan, som du dannede til sport i det.”
Leviathan er ofte opført i Det Gamle Testamente som en frygtet væsen, der er umættelig, ligesom havet selv (Job 41). Derfor er udsagnet om Leviathan en særlig vigtig påstand om, at Gud er herre over skabelsen, at ingen Skabning er uden for Guds kontrol. Men vers 26 kan komme med en endnu mere radikal påstand, end den givne oversættelse antyder. Leviathan vises her ikke som en frygtindgydende væsen, men en der “frolics” og spiller (Se NIV-oversættelsen). Oversættelserne ovenfor antager, at slutningen af verset simpelthen betyder, at Leviathan spiller i havet (NRSV, “i det;” NIV “der”).
men der er en anden spændende mulighed, der ville tale endnu stærkere til Guds skabelse af Leviathan med et formål. Ordene “i det” (NRSV) er faktisk et ord på hebraisk. Ordet er en kombination af en præposition, der kan betyde “i”, “ved” eller “med” og et pronomen “det.”Vores oversættelser antager ,at” det “henviser til havet, således Leviathan sport og spiller” i det.”Men” det ” kunne henvise til Leviathan. Hvis Leviathan er den tilsigtede fortilfælde, siger verset, at Gud fik Leviathan til at ” lege med det.”
med andre ord, ikke kun er Leviathan ikke en skabning, som Gud frygter eller ser som en fjende, det er Guds kæledyr eller legetøj. Dette billede af Gud, der leger med det store havmonster, giver trøst for alle dem, der føler, at verden omkring dem er kaotisk og uregerlig; det forsikrer dem om, at Gud i sidste ende er i kontrol, selvom de måske føler sig ude af kontrol.vers 31-35 afslutter salmen med opfordringer til, at Gud bliver rost og hædret. Den første del af det sidste vers er ikke en del af den lektionære læsning, men det illustrerer faktisk det teologiske punkt i resten af salmen. Vers 35A beder om, at “Syndere blive fortæret fra jorden.”Andragendet er i overensstemmelse med resten af salmen, idet ordenen i Guds verden ikke i sidste ende vil rumme oprør mod Guds styre.
det kan være nyttigt at bemærke yderligere, at det vigtigste hebraiske manuskript, der blev brugt til at oversætte Det Gamle Testamente (kendt som den masoretiske tekst), faktisk lyder “Lad synder ophøre.”NRSV og NIV oversætter “syndere”, fordi ordet vises i et manuskript fra Dødehavsrullerne. Oversætterne mente ,at ” Syndere “var mere logiske, da udtrykket” onde ” vises som et parallelt ord senere i verset. Uanset hvilken formulering der er mest nøjagtig, er forestillingen om, at Gud ville få “synder” til at ende, i overensstemmelse med salmens ånd.Gud skabte verden med orden og formål, og enhver eller noget, der handler imod dette formål, forsøger i det væsentlige at fortryde den gode skabelse, som Gud etablerede. Således er den endelige bøn i Salme 104 ikke rigtig en bøn mod bestemte mennesker, men mod de onde kræfter, som folk undertiden samarbejder mod skabernes ønsker.